Festsangen: Heidi og Svends bryllup


Ja til nyhedsbrev
Mel.: Hjemmebrænderiet…

I ”Hedeland Gofklub” er vi nu til fest,
og grunden til det ved jo nok hver en gæst,
for det er at Heidi hun gav mig sit ja,
og det fik jeg i Mosede kirke i dag.
En pige hvormed man vil dele sit liv,
er Heidi, som i dag, er blevet min viv,
et bedre humør man nok ej finde kan,
og derfor - er i dag - jeg en lykkelig mand.

I 92 mødtes vi første gang,
Ved en sommerfest og der sagde det bang,
vi sku’ spille fodbold på det samme hold,
det var mest rundt om Heidi, jeg trillede bold.
Jeg havde ej sko på for at være sej,
og for at hun sku’ lægge mærke til mig,
at fødderne blødte det så hun da godt,
men så mest på min røv, som hun syntes var flot.

En date så blev aftalt - til ”Bali” vi tog,
den i København – men det gætted’ I jo,
bagefter en tur vi i biffen sku’ gå,
men et helt andet tidspunkt billetten lød på.
Da Heidis forældre så mig første gang,
de middag spendered’ af mægtigt omfang,
men da jeg så li’ fra en halv mar’ton kom,
så var der ej en skål, som snart ikke var tom.

Den hutigste vej til en mands hjerte er,
igennem han hans mave, det ved nok enhver,
og Heidi er godt i et køkken bevendt,
den lasagne hun laver, den er verdenskendt.
Vi i Haraldsgade snart dannede par,
kun et halvt år efter vi mødtes sågar,
mod mine to piger var Heidi så sød,
når de var på besøg altid latter der lød.

Vi ofte på ferie i Italien var,
hvor Gitte og Mette så med været har.
Det var Garda-søen hvor ned vi os slog,
men der var Mette ræd for at møde en snog.
Det var her i Garda tæt ved søens bred,
at kæmpe vandkampe, blandt os, så fandt sted.
Og når vi om aft’nen så kort spille sku’,
da var larmen, så ingen andre sove ku’.

Hos ’’Lindpro” sit daglige job Heidi har,
så hun ved hvordan man på værktøjet ta’r,
det er som elektriker hun jobbber her,
derfor let til at komme i stødet hun er.
2005 - det år glemmer jeg ej,
Heidi var gravid, så et barn var på vej,
til Maja, vor guldklump, jeg nu sku’ bli’ far
stadig jeg ene hane i kurven da var.

I et rækkehus vi i Greve nu bor,
og så næsten nabo er Frank (lillebror).
og Gitte som snart blevet Cand.polit. er,
hun bor også med Søren i Kommunen her.
Og Mette som jo har gjort mig til Morfar,
hun planer, om flytning til Greve, da har.
Vi i vor familie er skyld i, jeg tror
at nu Greve Kommune er blevet så stor.

Men vi må vel hellere slutte vor sang,
for ellers så bliver den bare for lang,
Så hvis I nu alle om glasset vil ta’,
og fra sædet I så lettet får Jeres bag.
Et leve skal Heidi fra os alle ha’,
et trefoldigt hurra der nu lyde ska’,
når det så er sket vil det komme tilpas,
at vi alle si’r skål, og får tømt vores glas.