Festsangen: Far og mors 40 år


Ja til nyhedsbrev
1. Vi ønsker stort til lykke nu med denne sang
til far og mor, som skønt I nu blir fyrre
og gamle, bliver ved at ha’ en helt ustyrlig trang
til eventyr – ja, den blir stadigt større.

Til lykke med at I har rundet fyrre år
og sjældent tvivler på, at alting går.
Og alle ved, åh falleri og højt hurra!
vi er kun få, der har så sej en mor og far.

2. Som ung var mor utrolig glad for folkedans
med lystig dansk musik og glade venner.
Men selvom dansen gav dig kropskontrol og rytmisk sans,
har stemmens klang en snert af skærebrænder…

3. Far er lidt klodset efter styrtet, hvor han skred
på rulleskøjterne og slog sin skulder.
Mon den Lumumba, han har gjort sig gode venner med
var det, der havde givet ham lidt kuller?

Til lykke med at I har rundet fyrre år,
I stråler, skråler, vælter, ta’r en tår.
Ja, alle ved, åh falleri og højt hurra!
vi er kun få, der har så sej en mor og far.

4. Som børnehavehavemand blev far udsat
for angreb af en fejende maskine.
Skønt benet kom i klemme, undlod han dog stædigt at
tilkalde hjælp. – Man sku’ jo nødig grine!

5. For Nichlas’ far afsløred’ mor sin hårkulør
ved Netto på en dag, der virked' rolig;
da han påkørte hende, gik der ikke længe, før
hun lyned’ af en vrede så utrolig.

Til lykke med at I har rundet fyrre år.
I har principper, men mon ikk’ det går?
For alle ved, åh falleri og højt hurra!
vi er kun få, der har så sej en mor og far.

6. Selvom den mængde prutter, mor får sluppet ud
må gi’ det drivhusklima, som vi frygter,
så ku’ hun aldrig finde på at bryde lovens bud
– end ikke køre uden cykellygter!

7. For far er FCK idolet i fodbold.
Han afskyr Brøndby-fans men elsker suset
i Parken, hvor han passer kontrollørarbejdet stolt,
som skulle han stå vagt for Kongehuset.

Til lykke med at I har rundet fyrre år,
loyale for de ting, I kæmper for.
Og alle ved, åh falleri og højt hurra!
vi er kun få, der har så sej en mor og far.

8. At I har jeres eget pigefodboldhold
er vand ved siden af at ku’ håndtere
os teenage-unger, selvom vi var to, og de er tolv;
men så’ det godt, vi ikk’ er stride mere!

9. Lad os nu løfte glasset i en fælles skål
for far og mor så ’fit for fight’ på fyrre.
Vi håber, at I bliver ved at sætte nye mål,
for I har vist, at meget la’r sig gøre!

Til lykke med at I har rundet fyrre år.
I ved, at tiden kommer, før den går.
Og alle ved, åh falleri og højt hurra!
vi er kun få, der har så sej en mor og far.