Mange år er gået siden,
Manse blev i vuggen lagt.
Sysser hyled’: ”Ih, du milde,
han er grim !” - så var det sagt.
Omkvæd: Han var eeedermame dajli’,
fabelagtig – hvabbeha’r!
Han var alletiders Manse,
Han var ingen krykhusar.
Han blev kønnere og køn’re.
Sysser råbte: ”Han er min
- og hvis nogen rører ved ham,
får de tæst, de dumme svin.”
Omkvæd: Han var eeedermame dajli’,
…
Manse i sin egen verden,
som han dog ku’ slappe af.
Han ku’ sove, mens han cykled’
- mens han bilede sågar.
Omkvæd: Han var eeedermame søvni’,
…
Han har håndelag som ingen,
hjælpsom er han, som vi ved.
Han kan altid klare tingen,
Derfor har han sjældent fred.
Omkvæd: Han er eeedermame dajli’,
…
Marit kom, og David tænkte:
”Hende ta’r jeg, hun er sød
- det er heller intet minus,
at hun er lidt lyserød.
Omkvæd: Hun er eeedermame dajli’,
fabelagtig, hvabbeha’r?
Dyrker have, når da ikke
at hun rundt i Marsken ta’r.
Ja, sådan blev ”Manse” David.
Han fik kone, hus og børn.
Og nu bor han i en villa,
langt fra byens larm og hørm.
Omkvæd: Marit blev hans ægtemage,
han blev hendes ægtemand.
Campingvogn, har man kendt mage,
og en båd på fjordens vand.
Sådan er kapitalismen:
Når man først familie får,
og får skøde på sin villa,
glemmes proletarens kår.
Omkvæd: Han er eeedermame dajli’,
fabelagtig, hvabbeha’r?
Han er alletiders David,
han er ingen proletar.